1877 Den ny-norske Sprog- og Nationalitætsbevægelse 8. brev

Arne Garborg

OTTENDE BREV (Folkemålets Udryddelse.)

«Vi, Intelligentsen, er det norske Folk, hvilket Sprog vi nu end taler. Overfor os får det oprindelige Folk, skjønt Pluraliteten, bøie sig; overfor os har det ingen Ret. Ligesom Preussen i Slesvig har Ret til at påtyrannisere de Dansktalende sit tyske Kulturmål, og ligesom Rus­sen har Ret til at påbarbarisere Polakkerne sin Russisk, – således forlanger vi Dansk-Norske, med åben Pande og god Samvitrighed, at det såkaldte norske Folk skalopgivesit Modersmål og lære sig til at tale og tænke ivortSprog. Og vi forstår at sætte denne vor Fordring igjennem. Ved Hjælp af Regjering og Storthing opretholder vi Dansken i alle Skoler, ja lader de dumme Bøn­der lære det under Navn af «Modersmål», hvad de også gjør, uden et Muk. – Ved Hjælp af Regjering og Stor­thing opretholder vi det fremdeles i hele den norske Kirke, hvorved vi endog har fået Bønderne til at betragte vort Sprog som ethelligtSprog. Endelig forfølger vi med hjerteligt Had, på Vers og i Prosa, ved alskens Midler, ethvert Forsøg, der vover sig frem i Retning af at få vort Åg afkastet. Thivier Folket; det ervi,som nu har Retten og Magten til at styre og råde i dette så­kaldte Norge.»

Tænk Dem, Mhrr., at en af Intelligentsen stod frem og talte i den Tone! – De vilde forfærdes. Slige hæslige Tanker er jo aldrig opkomne i Deres Hjerte. De ved jo desuden, at det overalt er betragtet som den tyrranniske Erobrerbrutalitets Topmål, når der forsøges på at rive et Folk dets Tungemål ud af Munden, for såle­des fuldstændig at berøve det al Selvstændighed og folkelig Værdighed. – Ikke desto mindre, Mhrr., er det netop de ovenfor fremstillede Tanker, der tilsidst danner Grundlaget for Deres Modstræv, og dersom der er lidt logisk Tendents i Dem, vil De måtte indrømme, at hvad De til syvende og sidst egentlig vil, eller må ville, det er Folkemålets Udryddelse.

Dette er nu blot ikke noget Tanke-Experiment, som jeg gjør sådan for polemisk at gjøre Dem opmærksom; det hviler på faktiske Fremtoninger. Mer eller mindre tilhyllet tales og tænkes der så blandt Deres Modstræverhøvdinger både høiere oppe og lavere nede; ja det er gået til den Yderlighed, at det er blevet udtaltoffentligt,i vore egne dansk-norske Aviser.

Vi har jo naturligvis ondt for at tro, at Sligt egentlig kan være Alvor. Disse pene, pyntelige, skikkelige Borgere – skulde de kunne gå og bære på den Slags Erobrerideer! – Men faktisk er det: det er blevet sagt på Prent, at Norges gamle Tungemål bør udryddes.

Og Satsen fortolkes virkelig også så kraftigt i vore Skole- og Kirkeanordninger, i vor «Folkeliteratur» og overhoved i de energiske Anstrengelser, som Modstrævet udfolder for at nedkvæle alle Reisningsforsøg fra det nor­ske Sprogs Side, – at man nok bliver nødt til at tro, at Meningen er alvorlig. Det eiendommelig dansk-norske ved Sagen bliver imidlertid, at det Hele øves med så «god Samvittighed». –

Målmændene gik i Begyndelsen ud fra, at Norge vir­kelig nu udgjorde en hel Nation; en Tanke som den nationale Målsag mente de derfor måtte samle Alle om sig i Interesse og Kjærlighed. Hvilken Feilregning! Det har nu til Evidents vist sig, at vi ikke her står overfor medinteresserede, forståelsesfulde Brødre, men at vi står overfor en Flok af «conquerors» udi egen Indbildning, der så langt fra at ville forstå vore norske Interesser, tvertimod vil trodse sine egne Interesser fremimodvore. Nuvel, det er trist at vide dette; men det er jo godt, vi ved det.

– Lad os nu for Modsætningens Skyld tænke os, at det norske Folk ved Opdagelsen af disse Dansknorskhedens morderische Planer reiste sig og talte omtrent i den Dur:

«I Herrer Kvasi-Erobrere! Da I har ladet forstå, at I uden Hensyn er tilsinds at udrydde vort naturlige Modersmål og pånøde os Deres eget istedet, – så vil vi til Gjengjæld, uden alle Hensyn, uden på noget Punkt at bekymre os om Eders Interesser, sættevortfædrene Mål til Høibords i dette Land. Vi viltvingedet ind, i Skole og Kirke og alt offentligt Stel, såvel i By som på Land, med eller mod Eders Vilje; det ervi,som er Fol­ket, I, som er retløse; I skal bøie Eder; thi fra nu af skalde Nordmænd herske i Norge;her er det Race mod Race og Magt mod Magt; – I har længe nok tyranniseretos,nu kommer Turen tilEder!»–

Lad os tænke os dette! – Hvad vilde De sige? De vilde finde det brutalt, barbarisk, umenneskeligt; – skulle tvinges til at bruge et fremmedt Mål, skulle tvinges til at lade Deres Børn gjennem det modtage al sin Under­visning – det vilde være rædsomt. – Ja, i Sandhed. – Men det vilde jo unægtelig kun være Lige for Lige. [1]

Nu,detteer heldigvis kun et blot Tanke-Experiment, som jeg anstiller sådan polemisk, alene i den Hensigt at gjøre Dem en Smule opmærksom! –

Jeg har havt nogen Anledning til at iagttage den eiendommelige psychologiske og folkepsychologiske Proces, som kaldes Selvoversættelse eller Målskifte, og som vore humane Intelligente tænker at lade det hele Folk gjennemgå. Jeg skal derfor i Korthed forsøge at antyde for Dem noget af dette, for om muligt at bringe Dem til at forstå, hvad Målmændenemener,når de taler om disse Ting, – når De bare vil have Tålmodighed til at følge mig gjennem slige Undersøgelser.

– Man påstår, at Dansken er fuldkommen tilstrækkelig til at «udtrykke» vore norske «Tanker»; lad os indtil videre sætte, at dette forholder sig så. Det har jo ialfald forsåvidt sin Rigtighed, som enhver Tanke jo vil kunne oversættes og gjengives i ethvert Sprog. Dersom Menne­sket nu blot var Tanke, dersom der ikke i Menneskesjælen var andet end «Tankerne», der trængte «Udtryk», dersom det blotte Tankeliv var det, der alene betingede Udfoldelsen af et frit, sandt, skjønt og menneskeligt Liv hos den Enkelte som hos Nationen, sedakunde nok «Drømmen om et almindeligt Universalsprog» (som Max Miiller kalder det) være værd at tænke på, og da skulde vi ikke engang nøie os med Dansken, som dog også blot er et «Ravneskrigssprog», vi skulde tage Latinen eller Engelsken.Detførst vilde der være For­nuft i. Det vilde nok gå, med Regjeringens og Storthingets Bistand, og så kunde vi trykke vore norske Tanker ud, så al Verden kunde se dem og beundre dem.

Tankelivet, d. e. det abstrakte, videnskabelige Tanke­liv, indtager unægtelig sin egen Stilling i det nationale Liv. Det er for Alting ikke vor Mening, at vore Videnskabsmænd skulde skrive sine Universitetsprogrammer etc. på «Hjertesproget», mere da end nu. Tanken som abstrakt er kosmopolitisk. Men den, som tror, at Modersmålet derved har tabt en Tøddel af sin udødelige Ret og af sin uendelige Betydning for den frie og natur­lige Udvikling af Menneskets og Nationernes Liv, han røber sig blot derved ikke at vide, hvad han taler om.

– Imidlertid, også for det almindelige, menneskelige og folkelige, Tankeliver det fremmede Sprog en kvælende Hemsko. Ikke på Grund af Sprogets fremmede Klang;dette er Sprogets Følelsesside, Hjertesiden,den hemmelighedsfuldt sympathetiske Naturside, det, der egentlig kon­stituerer Sproget efter dets organiske Karakter; og her­med har «Tanken» mindre at bestille. Nei, men på Grund deraf, at Sprogene, efter deres Tankeindhold og Måden at konstruere Udtrykkene på, ikke er kongruente. [2]/>

Dersom det var således, at hvert Ord i Dansk svarede nøiagtigt, i Indhold og i Reflexionsart, til hvert Ord i Norsk, og således, at Danskens hele Udtryksmåde, Ordføiningen, Sætningsbygningen, faldt sammen med Norskens, så man kunde oversætte fra Norsk til Dansk og omvendt blot ved at bytte Ordene,så kunde nok Tan­ken hjælpe sig; – der blev da blot Tale om det Stræv, der var forbundet med at læreog huskede fremmede Ord, så de overalt med Lethed kunde bruges. Men så er det ikke.Vil De tage for Dem Aasens Ordbog, så vil De finde, at – bortseet fra, at det ene Sprog har en Mængde Ord, som det andet mangler [3] – en væsentlig Del af vort Sprogs Udtryk og Begreber kun delvist sva­rer til de «tilsvarende» danske. Der gives intet enkelt dansk Ord, som helt gjengiver dem. Ligeledes omvendt. En overordentlig Mængde danske (eller om De endelig vil: dansk-norske) Ord er af den Art, at de aldeles ikke helt svarer til de ensartede norske Udtryk og Forestillinger. De indeholder i en Henseende lidt mere, i en anden Henseende lidt mindre,reprcesenterer ialfald en andenTankebevægelse,en anden Opfatningsmåde, en anden Art af Reflexion. Noget Tilsvarende finder Sted med Hensyn til Ordføining og Sætningsbygning, Måden atforbindeTankerne og Begreberne på. Denne gjennemgåendesproglige Inkongruentser det, som idelig og bestandig plager og besværer også Tanken, så den, istedetfor at få arbeide og udvikle sig på sin naturlige Måde, kløves og trætner gjennem dette idelige Mas med at omsætte ethvert givet Indhold fra det ene Idiom og i det andet.

Lad os nu tænke os, at en Tanke, i sin naturlige, levende Form, springer frem i en norsk Sprogbevidsthed, med Krav på at udsiges. Dersom nu Vedkommende ogsåudsigerdenne Tanke i dens naturlige, levende Form, i den Form, hvori den er født og bragt til Bevidsthed, så siger vi, at hans Tanke har fået et «sandt» og «adæquat» Udtryk. Lad nu samme Mand gjøre et Besøg f. Ex. hos Sognepræsten, hvor han for Anseelsens Skyld tror at burde tale lidt dannet, det vil her sige dansk. Vel. Tankerne vedbliver som før at fødes i deres naturlige sproglige Form, i den samme Form, hvori Mandens Bevidsthedsliv overhoved bevæger sig; men stop!såledesmå de ikke træde frem i Dagen. De er ikke dannede i den Form, skjønner De. Altså må hver Tanke dæmmes tilbage, holdes nede, indtil den har gjennemgået en vis Omstøbningsproces, eller om De vil: undergået hin eiendommelige Behandling, som enkelte Syndere i sin Tid måtte undergå på Prokrustessengen; kortsagt, Mhrr.! Tanken må overscettes.Men nu ved De, hvordan det er med Oversættelser. Hvor godt De oversætter, føler De dog godt, at der altid bliver noget liggende tilbage, som De ikke ret kan få med; det er måske netop Tankens egentlige Psyche, dens finest eiendommelige Originalitet, det såatsige egentligLevendei Tanken, – se det unddrager sig gjerne Deres Oversættelse, svinder bort un­der Strævet med Omformningen. Oversættelsen forholder sig til Originalen som Kopien til det frie Maleri, ja vel egentlig endnu mere kunstigt. Følgen af, at vor Ved­kommende ser sig nødt til at tale i Oversættelse, vil der­for for det Første være den, at han bevæger sig i den påtagne Form med Usikkerhed og Ufrihed (knoter), og for det Andet den, at han såvidt muligtlader væreat komme ind på høiere eller dybere Emner, hvor han endnu mindre vilde kunne bevæge sig med tilbørlig Frihed og Sandhed i den fremmede Form.

Nu, vor Nordmand er vel ofte ikke så kræsen. Han har lært at være nøisom,og er i Regelen ret vel tilfreds, når han mærker, at Folk forstår Meningen,og så ikke ler ad ham.Står han på et rent umyndigt Trin, finder han det maske hel kjækt at kunne være lidt «fornem»; jeg kjender således Bønder, der altid taler Dansk, når de er fulde(cfr. Jeppe på Bjerget). – Er det derimod en Mand med noget finere og selvstændigere Udvikling og med Sprogsans, så føler han sig flau, beskjæmmet;han føler sig som den, der af Feighed har løiet mod sig selv, han rødmer som den, der gribes i et klodset Forsøg på at sige en Usandhed. Han har påløiet sig en Tale, der ikke er hans, fordi han skammede sigover sin egen; dette føles umiddelbart som en Usselhed, en Selvnedværdigelse. Han føler desuden, at hvad han således knoter ud af sig, vistnok i de grovere Træk giver «Me­ningen», men at det dog aldrig frit og fuldt og sandt udtrykker hans Tanke; den bliver ofte liggende igjen derinde blot halvt oversat, fordi den ei kunde forsones med den nye Form. Mangen Tanke må i sin Helhed forties, fordi Stakkelen ikke i en Fart kan finde en rimelig Form til den. Han kvier sig i det Hele for at tale. Hvad en­ten han prøver med sit eget Sprog eller han prøver med det fremmede, plages han altid af denne indre Angst for at blive latterlig,og det betager ham Modet. Jo mer han derfor kan hjælpe sig med Taushed eller med «Antydninger», des bedre. [4] – I de her skildrede Tilfælde siger vi, at Mandens Tankeikkehar fået noget frit, sandt og naturligt Udtryk. Til det sande og naturlige Udtryk hører aldeles nødvendigt den Form, hvori Tanken selv fødes; alene i den vil den bevæge sig med Glæde, Friskhed og Tryghed, alene i den vil den være sig selv, væresand.

Dersom De nu tror, at disse Forhold blot har intellectuel Betydning og ikke øver nogen Indflydelse på Personlighedens ædlere Dele, på selve Karakterudviklingen, – så tager De atter feil. Denne stadige Angst for at blive «latterlig», blive seet ned på, blive foragtet; denne Frygt for at vove sig frem og frit ud sige, hvad man tænker og føler; denne stadige Tilvænnelse til at tie til Alt, ja jatte med til Løst og Fast, og blot «reservere sig» i sit stille Sind,for så siden, overfor Ligemænd, at tage sin Mon igjen; al den Rædhed og Usikkerhed, som står i Forbindelse med, at man på Grund af sit «simple» Mål altid føler sig underlegen, føler sig stående udenforDannelsens og Menneskelighedens lykkelige og selvsikre Klasse, så man er lige ilde faren, enten man taler sit eget Mål eller man prøver med det «dannede», – alt dette virker ubønhørligt svækkende på den personlige Selvagtelse og Selvfølelse, som også på Sandhedskjærligheden og det moralske Mod. Det fremavler ubønhør­ligt Feighed og et beklageligt Hang til Løgn og Forstillelse. [5] Det er en sørgelig Erfaring, at moralsk Feighed i den nyere Tid er bleven et temmelig stærkt fremtrædende Træk hos vort Folk; denne Feighed har jo endog fundet sin Digteri Peer Gynts feirede Skabermand. For­holdet mellem Intelligentsen og Bonden, der atter for en betydelig Del søger sin Forklaring i Sprogforholdene, er sikkert Hovedgrunden til denne fortvivlede folkelige Misdannelse. Skal den med Held kunne modarbeides, så gjælder det skarpt at kunne opstille og gjennemføre Fordringen: Sandhed, personlig Sandhed, i Alt, og Mod, personligt Mod, til overalt at være sig selv og overalt at være vedsig selv og sine Tanker; altså: intet Knot mere, thi det er Løgn; ingen Selvoversættelse mere, thi det er Selvforstillelse; ingen Blusel mere for at tale sin Tankes og sin Følelses naturlige Sprog, thi det er Feighed, og det avler Feighed. [6]

En anden Sag er det, om en Bonde f. Ex. overfor en Dansk, af Høflighedshensyn, eller for at blive forstået, taler Dansk med Bevidsthed om at dette er et fremmedt Sprog, som han blot af praktiske Grunde benytter; det vil da svare ganske til, om vi overfor en Tysker taler Tysk; thi her er den indre Usandhed, Selvbeskjæmmelsen, borte. Kun når Bonden, af Mangel på Mod til at vedkjende sig sig selv, søger atpålyvesig Dansken for derved at kunne passere for noget Andet, formentlig Bedre, end han er, – kun da gjælder det ovenfor Sagte, men da også i dets hele Udstrækning.

– Da vore hæderlige Byfolk imidlertid ikke vil forstå dette, men opfatte det som Fraser og Deklamationer, fordi de aldrigselvhar været i de her skildrede Omstændigheder og hellerikke som Regel har kunnet se nogen særdeles Mærker til Selvoversættelsens Pinagtighed hos sine Tjenestepiger og Gårdskarle, så skal jeg tillade mig at udkaste et lidt mere detaljeret Billede af en sådan Selv­oversættelse. Billedet er udført nach der Natur, og dets Korrekthed er attesteret af Flere, der selv har gjennemgået Processen. Det gjælder her den totale Selvoversættelse. Tænk Dem en ung Mand, der siger til sig selv: «Fra idag af må du begynde at være dannet og altså forsøge at afsige dit Modersmål og alt dets Væsen, såat du al­drig hverken i Selskab eller i Enrum siger en Sætning eller et Ord frem i den Form, hvori du hidtil har tænkt og talt dine Tanker. Men alt, hvad du skal sige, skal du sige i det nye Sprog, og – vel at mærke – således, at dulader,som det fremmede Sprog var dit eget.»Så begynder han. Hver eneste liden Tanke, hver Følelse, hver Fantasi, som springer frem, fakkes og holdes nede, indtil den har kun­net omformes fuldstændigt efter det nye Idioms Krav. Forglemmer han sig i et livligt Øieblik – hm! retirade!detmå søges bortløiet eller bortgjemt – han må strax tage sig sammen og finde på «noget bedre». Begynder han i Talens Løb på en Sætning, der er tænkt på hans eget Mål så helt, at den ikke uden utåleligt Knot kan føres til Ende i den nye Form, da må han enten neddræbe Tanken og sige noget Andet, der lader sig forsone med Formen, eller også må han bryde overtvert og begynde forfra igjen. Istedetfor de naturlige Billeder, Sammenligninger o.s.v., der af sig selv frembyder sig, og som skulde give Talen Liv, må han opsøgeandre,der da bliver – søgte, eller han må renoncere på alt Sligt, tale tørt, livløst og koldt som en Skolebog. Hvert Øieblik render han åndelig talt Panden mod Væggen; ofte går han sig fuldstændig fast, stanser på Halvveien eller nødes til at sige Ting, som han egentlig sletikke havde tænkt at sige. Under dette dræbes al Friskhed, alt umiddelbart Liv hos det unge Menneske; en til det yderste gjennemført, ængsteligSelvreflexionudvikler sig hos ham; han glemmer den ædle Kunst attale,frit, levende, hjertefyldt, umid­delbart, og hjælper sig med reflekteret at forfatte og reflekteret at fremsige –Repliker.Sin fulde Sundhed kan han efter dette først gjenvinde efter længere Udvikling, når hans Tanke endelig er fuldt inddresseret i den nye Form, så Tanke og Tale atter falder sammen. Men ofte vil Følgerne fortsætte sig også langt udover dette Tidspunkt.

Der gives naturligvis Naturer, kraftigere eller grovere, hvad De vil, ialfald udstyrede med mindre følsom Sprogsans og Selvfølelse, som kan gjennemgå Oversættelsesprocessen uden at føle sig så særdeles angrebne; de er nemlig ikke så bange for at knote, og knoter da så længe, til de gjennem en «lang og halvt ubevidst Slibningsproces» endelig så omtrent er komne ind i det Nye. Blandt Tjenestepiger og Gårdskarle findes ialfald særde­les mange sådanne. Mange «glemmer» også efterhånden, hvad de her har oplevet, ligesom Herman von Bremenfeld glemte, at han havde været Kandestøber, eller lige­som Peer Gynt i 4de Akt rent har glemt bort sin oprindelige Personlighed. Alle sådanne Tilfælde tjener unægtelig til at styrke vore Modstrævere i deres Lærdomme, og vi Målmænd – vi får finde os i det. Thi gaves der ikke slige Tilfælde, så gaves der kanske ikke heller noget Modstræv!

Hvad der ovenfor er sagt med Hensyn på den Enkelte, gjælder, mutatis mutandis, også det hele Folk.

Når man gjennem den systematiske Denationalisering søger at berøve Folket detsselvskabteSprog, det altså, der nøiagtigt svarer til den Åndsudvikling, som dette Folk selv har vundet, så kan man ingenlunde med samme Lethed give det et andet igjen, der virkelig skal kunne er­statte det tabte. Det fremmede Sprog harsinRigdom, ganske vist; men denne Rigdom ligger påandreOmrå­der, repræsenterer enanden Åndskultur,og svarer al­deles ikke til, hvaddetteFolk, meddetsKultur, trænger. Følgelig kan Folket ikkebrugedet fremmede Sprogs Rigdom. Glemmer det nu tillige sit eget Sprog, bliver den umiddelbare Følge enalmindelig sproglig Forarmelse.Men med Tabet af Begreberne følger jo efterhvert Tabet af Tankerne: den sproglige Forarmelse medfører til­lige almindelig åndelig Forarmelse. Den åndelige Horizont indsnevres, og de åndelige Interesser svækkes. Istedet fremtræder da de lavere og råere Interesser i øget Kraft. Folket proletariatiseres tilligemed Sproget.

«Kan man derfor gjøre Noget,» siger en med Hensyn til Skarphed i det psychologiske Blik udmærket Forfatter, «for at opretholde Land-Almuens Evne til Meddelelse af Forestillinger, der ligge på et noget høiere Trin af Betragtning og Iagttagelse, end det fattige Udtryksforråd, der haves hos Almuen i og omkring Byerne, [7] vil man upåtvivlelig gjøre Folket en Velgjerning. – – Folket lærer vistnok nogenlunde at forstå Bogsproget, men aldrig at tale det. Det tier heller, fordi det føler, at det ikke kan gjengive dets Ordformer og Vendinger uden ydmygende Bevidsthed om, at det ikke bevæger sig i sit naturlige Element. Jo mere det glemmer sit overleverede Forråd af Udtryk og henvises til den Erstatning, som Bogsproget byder, desto mere viser det sig, at Talen mangler den rette Glæde og det frie, freidige Vingeslag. Men da forarmes også det daglige og hjemlige Samliv for sin bedste Næring. Den naturlige ethiske Grundvold for Folkets Liv og Færd, Sansen for det Ædle, det Hæderlige, Sømmelige og Skjønne, vil med den utvungne og fyldige Tankeudveksling tabe sin vogtende Genius, sit Lys og sin Varme. Livet vil arte sig råt, uskjønt og vildt, og Vantrivselen vil snart nå Folkets borgerlige og økono­miske Vilkår.»

Man kan trøste sig med Almueskolen og dens Forlængelse, Amtsskolen. De «Kunskaber», som her meddeles, vil vel også være til nogen Hjælp. Men for Fol­kets store Masse vil disse løst indkilede Kunskabsbrokker dog kun få liden Betydning, så meget mere som de som oftest snart igjen glemmes. En Folkeoplysning på et uhjemligt Mål er og bliver væsentligt død, kan aldrig fremkalde noget åndeligt Folkeliv. Selv om Barnet, eller Gutten,lærerEt og Andet, han vil aldrig føle Trong til atmeddele sigderom, thi han måtte jo isåfald knote. Og ved dette uværdige Forhold, at Barnet på Skolen skal læres op til at foragte Hjemmets Sprog som et for alt høiere Åndsliv for lavt og for simpelt, fremmes da hellerikke det hjemlige Samliv eller den folkelige Selvagtelse.

Dersom De stiller Dem på det Modstræverstandpunkt, som jeg antydede i et tidligere Brev, så må De unægtelig villealle disse Misligheder, som jeg her har sammenfattet i Udtrykket: Folkets Proletariatisering, – og træffer det da så uheldigt, at De er en human Mand, så vil jo dette falde Dem hardt. Men alle sådanne Betænkeligheder aflæsses bekvemmeligen på den «histori­ske Nødvendigheds» brede Ryg. De kan jo sige som så mangen ærlig Kok har sagt før Dem: vil vi have Pandekager, så får vi såmænd nok slå Æg i stykke! [8]

Den ny-norske Sprog- og Nationalitetsbevægelse. Et Forsøg paa en omfattende Redegjørelse, formet sompolemiske Sendebreve til Modstræverne. Af Arne Garborg. Kristiania 1877. Ottende brev. Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s. 134-144; notar s. 156-157. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006

[1] Her er ikke Tale om det, som Modstræverne påkalder under Navn af de «historiske Forhold»; thi dem respekterer også vi. Her tales kun om vor Nutids-Intelligentsesbevidste Modstandmod Fol­kts Ret. Man har ikke længer nu den Undskyldning, at det er «Forholdene», som pånøder vort Folk den herskende Sprogtvang; nu kunde man, hvad Dag som helst, begynde Reformen og befri Folket.

[2] «Vi kunna tänka oss medvetandet hos den ännu icke språkbegåfvade menniskan såsom ett ouppodladt fält. Småningom upptogs den ena tegen efter den andra, deras gränser utstakades och de erhöllo sina namn. Hvarje språkets ord är ett dylikt namn. Men icke alla människor odlade sitt medvetande på samma sätt och i samma ordning, den ene (det ena folket) lade ut sina tegar på langs, den andra på tvärs, den ene delade ett fält i större stycken, den andra i mindre. Om man därfor nu jämför plankartorna öfver två skilda medvetanden, så visa sig ofta stora olikheter…. Det ar dårfor, som det i många fall är svårt, ja rent af omöjligt att gifva en full trogen öfversättning från ett språk till ett annat.» (Es. Tegnér, Sv. Tidskr. 1874, p. 112.)

[3] En temmelig betydelig Forskjel må naturligvis finde Sted mellem Danskens og Norskens Ordforråd, dels på Grund af det for­ skjellige Idiom, dels derved, at de to Landes rent modsatte Naturbeskaffenhed med de deraf betingede forskjellige Næringsveie, Sæder, Skikke o.s.v., nødvendig medfører, at det ene Sprog udvikler en Mængde Ord, som det andet ikke har Brug for, og omvendt.

[4] Heraf meget af al den Tale om vore Bønders overordentlige «Indesluttethed» og «Taushed». Sig imellem er de i Regelen netop livlige, og holder særdeles meget af Samtale og Underholdning.

[5] Réservation générale: – hvor ikkesærligt gunstigeOmstændighederfra andre Sider træder modvirkende til! –

Omvendt imødeser jeg også følgende kjendte Indvending: «Det kan medgives, at vore sproglige Misforhold afstedkommer adskilligt Galt. Men det er målstræversk Ensidighed at tro, at disse For­hold er deenesteÅrsager; tvertimod, om Målet blev aldrig så norsk, vilde man fremdeles finde Exempler på Uselvstændighed, Feighed og Forstillelse. Conclusio: Lad altså de mislige Sprogforhold bestå, så meget mer som de nu engang er en historisk Kjendsgjerning.»

Dette er et logisk Schema, som kan udfyldes på mange Måder. F.Ex.: Det må indrømmes, at Urenlighed afstedkommer mange Sygdomme hos Folket. Men det er renlighedsstræversk Ensidighed at tro, at Urenlighedenaleneer Årsag i disse Sygdomme; tvertimod, om Folket blev aldrig så renligt, så vilde man fremdeles finde Exempler på Sygdomme af alle Arter. Altså: Lad Urenligheden leve i Fred, så meget mere som den nu engang er blevet en historisk Kjendsgjerning! (Exemplet bedes ellers undskyldt.)

[6] Den «moralske Feighed», som jo også tildels skal herske inden vor Intelligents, er forskjellig fra den her omhandlede såvel i Udspring som i Fremtræden. Forsåvidt imidlertid også den hænger sammen med de nationale Forhold, er den at karakterisere som – hvad jeg vilde kalde – Bjerkebækkeriets Bagside (den oprørske Provincialitets onde Samvittighed opfattetindenfra),og er intet andet end den Mangel på Holdning og Selvsikkerhed, som altid er forbunden med Følelsen af åndelig Afhængighed. Den forholder sig altså omtrent omvendt til den ovenomhandlede Fremtoning i Landbefolkningen, men må ikke desto mindre tænkes kureret gjennem den samme Proces, gjennem en selvstændig Nationalitetsudvikling.

[7] – hvor Proletariatiseringen ved det fremmede Sprogs Indflydelse er mest fremskreden. Dette er et Faktum, som må mærkes. Man skulde jo, ifølge Modstræverne, vente, at Almuen ved Byerne stodhøiesti Åndsliv.

[8] Hermed slipper jeg denne (bevidst danske) Klasse af Modstrævere ud af Syne. Thi disse Folk bekjæmpes ikke rettelig med Ord, men ved Arbeid.